KNOGLEOPBYGNING:

Der vil nogle gange mangle så meget kæbeknogle, at det ikke er muligt at indsætte et implantat i tilstrækkelig knogle på den rette lokalisation. Knogle kan være tabt af mange årsager; paradentose, traume, tandsygdomme eller langvarigt tandtab.

Når der laves separat knogleopbygning, er det fordi, det ikke er muligt at stabilisere implantatet i den rette lokalisation. Der bygges derfor op med knogle først, således at implantatet kan få stabilitet ved implantatoperationen.

Der vil oftest være behov for at tage noget af din egen knogle fra operationsområdet eller fra underkæben. Der kan også være behov for at bruge knogleerstatningsmateriale, som oftest er dyreknogle, som er kunstigt fremstillet i et laboratorie, således at alt risiko for overførsel af sygdomme er fjernet. Din egen knogle vil blive taget som små partikler eller en lille blok. Hvis det er en lille blok, kan det godt være nødvendigt at sætte en lille skrue i den midlertidig for at holde den i den rette position. Skruen fjernes igen, når du skal opereres og have indsat implantatet.

Der vil også ofte være behov for at dække den nyopbyggede knogle med en membran. Membranerne er enten kunstige eller fremstillet fra dyr. De er forarbejdet, så der ligeledes ikke er nogen risiko for deres anvendelse. Når membranen er lagt, vil dit tandkød blive lagt fint på plads og syet med nogle sting.

Når der er foretaget knogleopbygning, skal du forvente at vente mindst 4-6 måneder, før det er helet nok til implantatindsættelse.